Senior specialist i udviklerværktøjer og systemdrift

Vil du arbejde med de teknisk mest komplekse dele af intern IT og være med til at sikre stabile og velfungerende systemer for både medarbejdere og udviklingsteams?

Vi har en ambition om at styrke vores tekniske kapacitet og samle mere ansvar i IT-teamet og søger derfor en erfaren profil, der kan tage et teknisk ansvar og være med til at løfte området.

Har du erfaring med drift, vedligehold og videreudvikling af systemer, som mange er afhængige af i hverdagen? Så er du måske den kollega, vi søger.

Hos DBC DIGITAL udvikler vi digitale løsninger, der skaber værdi for biblioteker, skoler og borgere i hele Danmark. Vi arbejder i krydsfeltet mellem teknologi, data og brugeroplevelser for at gøre viden tilgængelig for alle. Vi udvikler Open Source-løsninger med fokus på nytænkning blandt andet gennem innovationsdage, kurser og konferencedeltagelse.

Vi er organiseret i tværfaglige og selvledende teams og har mange års erfaring med agil udvikling og organisering. I alt er vi en udviklingsorganisation på ca. 70 medarbejdere fordelt på 8 teams, herunder udvikling, platform og intern IT.

Om jobbet

Du bliver en del af vores IT-team, hvor du får en central rolle i at udvikle og styrke developer experience på tværs af vores udviklingsmiljøer. Dit fokus vil i starten derfor være drift, vedligehold og videreudvikling af udviklerværktøjer, byggesystemer og andre services, som understøtter vores udviklingsteams og er med til at sikre en stabil, effektiv og smidig hverdag for vores udviklere.

IT-teamet har samtidig ansvar for en bred portefølje af systemer og services, herunder IT-support, arbejdsstationer og udstyr, Microsoft 365, Entra ID, netværk, administrative systemer, cloudservices, Linux-drift, drift af virtualiseringsmiljøer, databasedrift, datacentre og backup. Du vil her indgå i teamet i driftsroller, som passer med din faglige profil.

Teamets opgaver spænder bredt, mens denne rolle primært har fokus på udviklingsmiljøer og de tekniske systemer, der understøtter softwareudviklingen.

En del af de områder, du kommer til at arbejde med, er i dag forankret på tværs af flere teams og faglige områder. Du vil derfor være med til at samle, strukturere og videreudvikle disse områder i IT-teamet i tæt samarbejde med kolleger og specialister.

Samtidig får du en vigtig rolle i at styrke teknisk sparring, dokumentation og videndeling, så løsninger og processer bliver mere robuste og mindre personafhængige.

Dine primære opgaver vil være at:

  • Drive og videreudvikle byggesystemer, CI/CD-pipelines og tilhørende værktøjer
  • Sikre løbende vedligehold, opgraderinger og integration i vores setup
  • Bidrage til planlægning og gennemførelse af ændringer med blik for afhængigheder, driftssikkerhed og konsekvenser for brugere og udviklingsteams
  • Identificere og implementere automatisering, hvor det skaber værdi i drift, vedligehold og processer
  • Bidrage til at øge dokumentation, viden og kompetencer inden for drift af udviklingsmiljøer internt i teamet
  • Indgå i tæt samarbejde med udviklingsteams og specialister, hvor snitflader og ansvarsområder er tydeligt fordelt

Du vil arbejde med at konfigurere og drifte værktøjer relateret til build og CI/CD, for eksempel Jenkins, Maven, npm, pip, Docker og SonarQube samt de platforme, de kører på. Vi baserer os på Debian, docker og en in-house Kubernetes-platform, som udvikles og drives af vores kolleger i platformteamet.

Vi driver selv vores infrastruktur i egne datacentre og arbejder med teknologier som Ansible, Nix og andre deklarative tilgange til opsætning og drift, hvor det giver mening.

Om dig

  • Baggrund og erfaring
    Du har en relevant teknisk baggrund, enten gennem uddannelse eller tilsvarende praksis, og flere års erfaring med drift og vedligehold af systemer i et miljø, hvor mange brugere og systemer er afhængige af hinanden. Du har en bred teknisk forståelse inden for drift, netværk og infrastruktur.
    Du har arbejdet med Linux-baserede systemer og har praktisk erfaring med scripting eller programmering, for eksempel Python, Bash eller lignende.
    Du har gerne arbejdet med eller tæt på udviklingsmiljøer og har forståelse for byggesystemer, CI/CD eller andre værktøjer, som understøtter softwareudvikling.
  • Teknisk overblik og ansvar
    Du trives med at arbejde med systemer, hvor ændringer har konsekvenser, og hvor det kræver overblik at planlægge opgraderinger og forbedringer. Du kan gennemskue afhængigheder og vurdere konsekvenser af ændringer på tværs af systemer.
    Du har erfaring med at tage ansvar for områder, hvor struktur og praksis ikke er givet på forhånd, og hvor den skal etableres eller videreudvikles.
  • Samarbejde og tværfaglighed
    Du har lyst til at arbejde tæt sammen med både IT-kolleger, udviklere og specialister fra andre teams. Du kan formidle tekniske problemstillinger, så de er forståelige og anvendelige for både udviklere og andre fagligheder.
  • Teamwork og videndeling
    Du ved, at komplekse systemer kræver fælles forståelse. Du deler din viden, dokumenterer dit arbejde og bidrager til, at flere over tid kan arbejde med de samme systemer og områder.

 

Ansættelsesforhold 

Vores ansættelses- og arbejdsvilkår indeholder blandt andet:

  • 37 timers arbejdsuge inklusiv betalt frokost
  • Flextidsordning og mulighed for hjemmearbejde
  • Pensionsordning og sundhedsordning
  • To omsorgsdage pr. barn under 8 år
  • Fem ugers ferie + fem feriefridage
  • Mulighed for motion i arbejdstiden i vores motionsrum

Vi værner om en god work-life balance og lægger vægt på fleksibilitet i hverdagen, herunder mulighed for hjemmearbejde.

Vi prioriterer videreuddannelse, konferencedeltagelse og faglig udvikling og opfordrer til, at medarbejdere engagerer sig i faglige netværk uden for virksomheden.

Arbejdsstedet er Ballerup med fri parkering og adgang til ladestandere. Vi ligger tre minutters gang fra Malmparken station og tilbyder gode faciliteter, herunder bad og omklædning.

Ansættelsen vil ske i henhold til indgåede overenskomster på DBC DIGITAL, der tager hensyn til faglige kvalifikationer.

Om DBC DIGITAL

DBC DIGITAL er en moderne data- og it-virksomhed, der producerer metadata til de danske biblioteker og udvikler og driver bibliotekernes fælles infrastruktur. Du kender os måske fra Bibliotek.dk, Filmstriben, Faktalink, Forfatterweb eller Buggi. Vores virksomhedsområde kan nok bedst sammenlignes med public service.

Vores virksomhedskultur lægger vægt på trivsel, tolerance og social ansvarlighed. Vi arbejder aktivt for at skabe et arbejdsmiljø præget af åbenhed, godt humør og gensidig forståelse, som vi ser som grundlaget for kreativitet og produktivitet. Vi opfordrer alle kvalificerede til at ansøge uanset alder, køn, religion, handicap eller etnisk baggrund. Hvis du drømmer om at blive en del af vores team og opfylder mange, men ikke alle krav til denne rolle, så opfordrer vi dig til at søge alligevel.

Se mere om DBC DIGITAL på vores hjemmeside Forside - DBC DIGITAL og dyk ned i noget af vores arbejde på github.com/DBCDK

Har du brug for flere oplysninger? Kontakt Ole Tranberg, tlf. 20 82 12 45, oltr@dbc.dk eller personalekontoret@dbc.dk 

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Udskriv Tip en ven
Frist:
Titel: Senior specialist i udviklerværktøjer og systemdrift
Kontaktperson:
Ole Tranberg Teamleder
DBC DIGITAL
Tempovej 7-11
2750 Ballerup
44 86 77 77
dbc@dbc.dk